1 Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over HERREN, mit Horn er løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender, jeg glæder mig over din Frelse. 2 Der er ingen Hellig som HERREN, nej, der er ingen uden dig, der er ingen Klippe som vor Gud! 3 Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej eders Mund! Thi en vidende Gud er HERREN, og Gerninger vejes af ham. 4 Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft; 5 mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; den ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter. 6 HERREN døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op; 7 HERREN gør fattig, gør rig, han nedbøjer, og han ophøjer; 8 han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem Ærespladsen. Thi HERRENS er Jordens Søjler, Jorderig bygged han på dem! 9 Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket; thi ingen vinder Sejr ved egen kraft. 10 HERREN - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen, HERREN dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løfter sin Salvedes Horn! 11 Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde Tjeneste for HERREN under Præsten Elis Tilsyn. 12 Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede hverken HERREN 13 eller Præstens Ret over for Folket. Hver Gang en Mand bragte et Slagtoffer, kom Præstens Tjener, medens Kødet kogte, med en tregrenet Gaffel i Hånden 14 og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller Gryden, og alt, hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten for sin Del. Således bar de sig ad over for alle de Israelitter, som kom til Silo for at ofre der. 15 Eller også kom Præstens Tjener, før de bragte Fedtet som Røgoffer, og sagde til Manden, som ofrede: “Giv Præsten Kød til at stege; han tager ikke mod kogt Kød af dig, kun råt!” 16 Sagde Manden nu til ham: “Først må Fedtet bringes som Røgoffer, bagefter kan du tage så meget, du lyster!” svarede han: “Nej, giv mig det nu, ellers tager jeg det med Magt!” 17 Og de unge Mænds Synd var såre stor for HERRENS Åsyn, idet de viste Ringeagt for HERRENS Offergaver. 18 Imidlertid gjorde Samuel Tjeneste for HERRENS Åsyn; og Drengen var iført en linned Efod. 19 Hans Moder lavede hvert År en lille Kappe til ham og bragte ham den, når hun drog op med sin Mand for at ofre det årlige Offer. 20 Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: “HERREN give dig Afkom af denne Kvinde til Gengæld for ham, hun overlod HERREN!” Så gik de hjem igen. 21 Og HERREN så til Hanna, og hun blev frugtsommelig og fødte tre Sønner og to Døtre. Men Drengen Samuel voksede op hos HERREN. 22 Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans Sønner behandlede hele Israel, og at de lå hos Kvinderne, som gjorde Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet, 23 sagde han til dem: “Hvorfor gør I sådanne Ting, som jeg hører alt Folket tale om? 24 Bær eder dog ikke således ad, mine Sønner! Thi det er ikke noget godt Rygte, jeg hører gå fra Mund til Mund i HERRENS Folk. 25 Når en Mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men synder en Mand mod HERREN, hvem kan da optræde som Dommer til Gunst for ham?” Men de brød sig ikke om deres Faders Advarsel, thi HERREN vilde deres Død. 26 Men Drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i Yndest både hos HERREN og Mennesker. 27 Da kom en Guds Mand til Eli og sagde: Så siger HERREN: “Se, jeg åbenbarede mig for dit Fædrenehus*, dengang de var Trælle for Faraos Hus i Ægypten, { [*dvs. Levis Stamme.] } 28 og jeg udvalgte det af alle Israels Stammer til at gøre Præstetjeneste for mig, til at træde op på mit Alter for at tænde Offerild og til at bære Efod for mit Åsyn; og jeg tildelte dit Fædrenehus alle Israelitternes Ildofre. 29 Hvor kan du da se ondt til mit Slagtoffer og Afgrødeoffer, som jeg har påbudt, og ære dine Sønner fremfor mig, idet I gør eder til gode med det bedste at alle mit Folk Israels Offergaver! 30 Derfor lyder det fra HERREN, Israels Gud: Vel har jeg sagt, at dit Hus og dit Fædrenehus for stedse skulde færdes for mit Åsyn; men nu, lyder det fra HERREN, være det langt fra mig! Nej, dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes. 31 Se, den Tid skal komme, da jeg, afhugger din og dit Fædrenehus' Arm*, så ingen i dit Hus skal blive gammel; { [*Billede på styrke.] } 32 og du skal se ondt til alt det gode, HERREN gør mod Israel, og ingen Sinde skal nogen i din Slægt blive gammel. 33 Kun en eneste af din Slægt vil jeg undlade at bortrydde fra mit Alter for at lade hans Øjne hentæres og hans Sjæl vansmægte: men alle de andre i din Slægt skal dø for Menneskers Sværd. 34 Og det Tegn, du får derpå, skal være det, der overgår dine to Sønner Hofni og Pinehas: På én Dag skal de begge dø. 35 Men jeg vil udvælge mig en trofast Præst; han skal handle efter mit Hjerte og mit Sind, og ham vil jeg bygge et varigt Hus, så han altid skal færdes for min Salvedes Åsyn. 36 Da skal enhver, som er tilbage af din Slægt, komme og kaste sig til Jorden for ham for at få en Skilling eller en Skive Brød, og han skal sige: Und mig dog Plads ved et af dine Præsteskaber, for at jeg kan have en Bid Brød at spise!”