1 Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord! 2 Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs. 3 Thi HERRENS Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud! 4 Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han. 5 Skændselsmennesker sveg ham, en forvendt og vanartet Slægt. 6 Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig? 7 Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig! 8 Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner, 9 men HERRENS Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod. 10 Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten. 11 Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger. 12 HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham. 13 Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint, 14 Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme* tillige, og Drueblod drak du, Vin. { [*egl. Nyrefedt.] } 15 Men da Jesjurun* blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe. { [*Hædersnavn for Israel: den retfærdige.] } 16 De æggede ham med fremmede*, med Vederstyggeligheder tirrede de ham; { [*nemlig Guder.] } 17 de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye*, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede. { [*nemlig Guder.] } 18 Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig! 19 Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn 20 og sagde: “Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab; 21 de ægged mig med det, der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer. 22 Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde. 23 Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem. 24 De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem. 25 Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd. 26 Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud, 27 men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette. 28 Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand. 29 Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv! 30 Hvor skulde én kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet dem til Pris! 31 Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv! 32 Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser; 33 som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder. 34 Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer 35 til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast.” 36 Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en. 37 Da spørger han: “Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod sig, 38 som åd deres Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul! 39 Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, og ingen kan frelse fra min Hånd. 40 Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig, 41 jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd. 42 Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!” 43 I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender og skaffer sit Folks Land Soning! 44 Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn. 45 Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel, 46 sagde han til dem: “Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud; 47 thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan.” 48 Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde: 49 “Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje! 50 Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt, 51 fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Meribat-Kadesj' Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne. 52 Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!”