1 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde; 2 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede, 3 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb. 4 På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge, 5 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem. 6 Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken, 7 og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden. 8 Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade; 9 men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig. 10 Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken; 11 ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden. 12 Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham. 13 I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør. 14 På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør. 15 Da sagde Gud til Noa: 16 “Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner 17 og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!” 18 Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner; 19 og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken. 20 Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret. 21 Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: “Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort! 22 Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!”