1 HERREN sagde til Abram: “Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig; 2 så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse! 3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!”* { [*eller med dig skal alle Jordens Slægter velsigne sig.] } 4 Og Abram gik, som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan; 5 og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen. 6 Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet. 7 Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: “Dit Afkom giver jeg dette Land!” Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham. 8 Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENS Navn. 9 Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet. 10 Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed. 11 Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: “Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde; 12 når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve; 13 sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!” 14 Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde; 15 og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus. 16 Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler. 17 Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld. 18 Da lod Farao Abram kalde og sagde: “Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru? 19 Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!” 20 Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;