1 Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land. 2 Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten, 3 som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen. 4 Jakob spurgte dem: “Hvor er I fra, Brødre?” De svarede: “Fra Karan!” 5 Da spurgte han dem: “Kender I Laban, Nakors Søn?” De svarede: “Ja, ham kender vi godt.” 6 Han spurgte da: “Går det ham vel?” De svarede: “Ja, det går ham vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!” 7 Da sagde han: “Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!” 8 Men de svarede: “Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene.” 9 Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede; 10 og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord. 11 Så kyssede han Rakel og brast i Gråd; 12 og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det; 13 og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket; 14 og Laban sagde: “Ja, du er mit Kød og Blod!” Han blev nu hos ham en Måneds tid. 15 Så sagde Laban til Jakob: “Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!” 16 Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel; 17 Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud, 18 og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: “Jeg vil tjene dig syv År for din yngste Datter Rakel.” 19 Laban svarede: “Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!” 20 Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende. 21 Derefter sagde Jakob til Laban: “Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!” 22 Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud. 23 Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende. 24 Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde. 25 Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: “Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for Rakel, jeg, har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?” 26 Laban svarede: “Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste; 27 men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil jeg også give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til.” 28 Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter Rakel til Hustru. 29 Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde. 30 Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til. 31 Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar. 32 Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Ruben; thi hun sagde: “HERREN har set til min Ulykke*; nu vil min Mand elske mig!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Ruben.] } 33 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: “HERREN hørte*, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!” Derfor gav hun ham Navnet Simeon. { [*på hebr. Ordspil med Navnet Simeon.] } 34 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: “Nu må da endelig min Mand holde sig til* mig, da jeg har født ham tre Sønner.” Derfor gav hun ham Navnet Levi. { [på hebr. Ordspil på Navnet Levi.] } 35 Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: “Nu vil jeg prise* HERREN!” Derfor gav hun ham Navnet Juda. Så fik hun ikke flere Børn. { [på hebr. Ordspil på Navnet Juda.] }