1 Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til sine Sønner: “Hvad venter I efter?” 2 Og han sagde: “Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!” 3 Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten; 4 men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre, thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke. 5 Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner; thi der var Hungersnød i Kana'ans Land. 6 Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede sig til Jorden for ham. 7 Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: “Hvorfra kommer I?” De svarede: “Fra Kana'ans Land for at købe Føde!” 8 Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham. 9 Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han sagde til dem; “I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet er åbent!” 10 De svarede: “Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde! 11 Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk, dine Trælle er ikke Spejdere!” 12 Men han sagde: “Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er åbent!” 13 De svarede: “Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader, og én er ikke mere!” 14 Men Josef sagde til dem: “Det er, som jeg siger eder: I er Spejdere! 15 Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid! 16 Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt Farao lever, Spejdere!” 17 Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage. 18 Men Tredjedagen sagde Josef til dem: “Vil I beholde Livet, så skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud: 19 Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med Korn til at stille Hungeren i eders Huse; 20 og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå til Troende, og I skal slippe for at dø!” Og således gjorde de. 21 Da sagde de til hverandre: “Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne Vånde!” 22 Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: “Sagde jeg eder ikke dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre; se, nu kræves hans Blod!” 23 Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved Tolk; 24 og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres Øjne. 25 Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og således skete det. 26 Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort. 27 Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken; 28 og han sagde til sine Brødre: “Mine Penge er kommet igen; se, de er i min Sæk!” Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så forfærdede på hverandre og sagde: “Hvad har Gud dog gjort imod os!” 29 Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land, fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde: 30 “Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet; 31 men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere; 32 vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; én er ikke mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans Land. 33 Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem! 34 Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet.” 35 Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk; og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede. 36 Og deres Fader Jakob sagde til dem: “I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det går alt sammen ud over mig!” 37 Så sagde Ruben til sin Fader: “Du må tage mine to Sønners Liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!” 38 Men han sagde: “Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned i Dødsriget med Sorg!” 39 Men Hungersnøden var hård i Landet;