1 Et Udsagn om Havørkenen. Som hvirvlende Storme, der jager i Sydlandet, kommer det fra Ørkenen, det grufulde Land. 2 Så svart et Syn blev mig meldt: “Ransmænd raner, Hærmænd hærger! Frem, Elamitter! Til Belejring, Meder! Alle Suk gør jeg Ende på!” 3 Derfor fyldes mine Lænder af Skælven, jeg gribes af Veer som fødende Kvinde, døv af Svimmelhed, blind af Skræk, 4 mit Hjerte forvirres, Gru falder på mig; Skumringen, jeg elsker, bliver mig til Angst. 5 Bordet dækkes, Hynder bredes, man spiser og drikker. “Op, I Fyrster, salv eders Skjolde!” 6 Thi så sagde Herren til mig: “Gå hen og stil Vægteren ud! Hvad han får at se, skal han melde. 7 Og ser han Ryttere, et Par komme ridende, en Rytter på Æsel, en Rytter på Kamel, da skal han lytte, ja lytte spændt!” 8 Og han råbte: “Se, o Herre, på Varden står jeg bestandig, Dagen lang, og på min Vagtpost står jeg trolig står jeg trolig Nat efter Nat!” 9 Men se, da kom der ridende Mænd, et Par kom ridende; de råbte: “Faldet, faldet er Babel, han knuste alle dets Guder i Støvet!” 10 Mit knuste, mit tærskede Folk! Hvad jeg, har hørt fra Hærskarers HERRE, fra Israels Gud, det melder jeg eder. 11 Et Udsagn om Duma. Der råbes til mig fra Se'ir: “Vægter, hvordan skrider Natten, Vægter, hvordan skrider Natten?” 12 Vægteren svarer: “Morgen kommer, men også Nat! Vil I spørge, så spørg! Kom kun igen!” 13 Et Udsagn: “I Ødemarken”. Søg Nattely i Ødemarkens Krat, I Dedans Karavaner! 14 Bring de tørstige Vand i Møde, I, som bor i Temas Land, mød de flyende med Brød! 15 Thi de er på Flugt for Sværd, på Flugt for det dragne Sværd, på Flugt for den spændte Bue, på Flugt for Krigens Tynge. 16 Thi så sagde Herren til mig: “Et År endnu, som Daglejeren regner Året*, og det er ude med al Kedars Herlighed. { [*se til Es. 16, 14.] } 17 Resten af Kedars Heltes Buer skal være ringe, så sandt HERREN, Israels Gud, har talet.”