1 Ve Efraims berusedes stolte og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af de druknes fede Dal! 2 Se, Herren har en vældig Kæmpe til Rede; som Skybrud af Hagl, som hærgende Storm, som Skybrud af mægtige skyllende Vande slår han til Jorden med Vælde. 3 Med Fødderne trampes de ned, Efraims berusedes stolte Krans 4 og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af den fede Dal; det går den som en tidligmoden Figen før Frugthøst: Hvo der får Øje på den, plukker den, og knap er den i Hånden, før han har slugt den. 5 På hin Dag bliver Hærskarers HERRE en smuk Krans og en herlig Krone for sit Folks Rest 6 og en Rettens Ånd for dem, som sidder til Doms, og Styrke for dem, der driver Krigen tilbage til Portene*. { [*driver Fjenderne ud af Byen.] } 7 Også disse* raver af Vin, er svimle af Drik, Præst og Profet, de raver af Drik, fra Samling af Vin og svimle af Drik; de raver under Syner, vakler, når de dømmer. { [*Judæerne.] } 8 Thi alle Borde er fulde af Spy, Uhumskhed flyder på hver en Plet. 9 “Hvem vil han belære, hvem tyder han Syner - mon afvante Børn, nys tagne fra Brystet? 10 Kun hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!” 11 Ja, med lallende Læber, med fremmed Mål vil han tale til dette Folk, 12 han, som dog sagde til dem: “Her er der Hvile, lad den trætte hvile, her er der Ro!” - men de vilde ej høre. 13 Så bliver for dem da HERRENS Ord: “Hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!” så de går hen og styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes. 14 Hør derfor HERRENS Ord, I spotske Mænd, I Nidvisens Mestre blandt dette Jerusalems Folk! 15 Fordi I siger: “Vi slutted en Pagt med Døden, Dødsriget gjorde vi Aftale med; når den susende Svøbe går frem, da når den ej os, thi Løgn har vi gjort til vort Ly, vi har gemt os i Svig;” 16 derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg lægger i Zion en prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten; tror man, haster man ikke*. { [*den græske Oversættelse: skal man ikke beskemmes. Sl. 118, 22. Matt. 21, 42. Ap. G. 4, 11. Rom. 9, 33; 10, 11. Ef. 2, 20. 1 Pet. 2, 6.] } 17 Og jeg gør Ret til Målesnor, Retfærd til Blylod; Hagl skal slå Løgnelyet ned, Vand skylle Gemmestedet bort. 18 Eders Pagt med Døden skal brydes, Aftalen med Dødsriget glippe. Når den susende Svøbe går frem, skal den slå jer til Jorden, 19 jer skal den ramme, hver Gang den går frem; thi Morgen efter Morgen går den frem, ved Dag og ved Nat, idel Angst skal det blive at få Syner tydet. 20 Vil man strække sig, er Lejet for kort; vil man dække sig, er Tæppet for smalt. 21 Thi som på Perazims Bjerg vil HERREN stå op, som i Gibeons Dal vil han vise sin Vrede for at gøre sin Gerning - en underlig Gerning, og øve sit Værk - et sælsomt Værk. 22 Derfor hold inde med Spot, at ej eders Bånd skal snære; thi om hele Landets visse Undergang hørte jeg fra Herren, Hærskarers HERRE. 23 Lyt til og hør min Røst, lån Øre og hør mit Ord! 24 Bliver Plovmanden ved med at pløje til Sæd, med at bryde og harve sin Jord? 25 Mon han ikke, når den er jævnet, sår Dild og udstrør Kommen, lægger Hvede, Hirse og Byg på det udsete Sted og Spelt i Kanten deraf? 26 Hans Gud vejleder ham, lærer ham det rette. 27 Thi med Tærskeslæde knuser man ikke Dild, lader ikke Vognhjul gå over Kommen; nej, Dilden tærskes med Stok og Kommen med Kæp. 28 Mon Brødkorn knuses? Nej, det bliver ingen ved med at tærske; Vognhjul og Heste drives derover, man knuser det ikke. 29 Også dette kommer fra Hærskarers HERRE, underfuld i Råd og stor i Visdom.