1 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz' Søn, til ham og sagde: “Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!” 2 Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN: 3 “Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!” Og Ezekias græd højt. 4 Da kom HERRENS Ord til Esajas således: 5 “Gå hen og sig til Ezekias: Så siger HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil lægge femten År til dit Liv 6 og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By! 7 Og Tegnet fra HERREN på, at HERREN vil udføre, hvad han har sagt, skal være dig dette: 8 Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har flyttet sig med Solen på Akaz' Solur, ti Streger!” Da gik Solen de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret. 9 En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin Sygdom: 10 Jeg tænkte: Bort må jeg gå i min bedste Alder, hensættes i Dødsrigets Porte mine sidste År. 11 Jeg tænkte: Ej skuer jeg HERREN i de levendes Land, ser ingen Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk; 12 min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer mig fra Dag til Nat*, { [*dvs. med korteste Frist. Job 6, 9.] } 13 jeg skriger til daggry; som en Løve knuser han alle Benene i mig; du giver mig hen fra Dag til Nat. 14 Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med Tårer mod Himlen: HERRE, jeg trænges, vær mig Borgen! 15 Hvad skal jeg sige? Han talede til mig, og selv greb han ind. For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle mine År. 16 Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter. Opliv min Ånd, helbred mig og gør mig karsk! 17 Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred*. Og du skåned min Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag din Ryg. { [*Teksten er usikker.] } 18 Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din Miskundhed håber ej de, der synker i Graven. 19 Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din Trofasthed taler Fædre til deres Børn. 20 HERRE, frels os! Så vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved HERRENS Hus. 21 Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som Plaster på det syge Sted, for at han kunde blive rask. 22 Og Ezekias sagde: “Hvad er Tegnet på, at jeg skal gå op til HERRENS Hus?”