1 Trøst, ja trøst mit Folk, så siger eders Gud, 2 tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det fået af HERRENS Hånd for alle sine Synder. 3 I Ørkenen råber en Røst: “Ban HERRENS Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud! 4 Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette. 5 Åbenbares skal HERRENS Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi HERRENS Mund har talet.” 6 Der lyder en Røst, som siger: “Råb!” Jeg svarer: “Hvad skal jeg råbe?” “Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens Blomst; 7 Græsset tørres, Blomsten visner, når HERRENS Ånde blæser derpå; visselig, Folket er Græs, 8 Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig.” 9 Stig op på højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til Judas Byer: “Se eders Gud!” 10 Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn* er med ham, hans Vinding foran ham, { [*dvs. det hjemførte Folk. Es. 62, 11. Åb. 22, 12.] } 11 han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer Lammene i Favn og leder de diende Får. 12 Hvo måler Vandet i sin Hånd, afmærker med Fingerspand Himlen, måler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i Vægtskål Høje? 13 Hvo leder HERRENS Ånd, råder og lærer ham noget? 14 Hos hvem får han Råd og Indsigt, hvem lærer ham Rettens Vej, hvem kan give ham Kundskab, hvem kundgør ham indsigts Vej? 15 Se, som Dråbe på Spand er Folkene, at regne som Fnug på Vægt, som et Gran vejer fjerne Strande. 16 Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer nok. 17 Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed at regne. 18 Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans Lige? 19 Et Billede - det støber en Mester, en Guldsmed lægger Guld derpå, og Sølvkæder støber en anden. 20 Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej rådner; han søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som står. 21 Ved I, hører I det ikke, er det ikke forkyndt jer for længst? Har I da ikke skønnet det, fra Jordens Grundvold blev lagt? 22 Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere; han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo. 23 Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere til Luft. 24 Knap er de plantet, knap er de sået, knap har Stiklingen Rod i Jorden, så ånder han på dem, de visner; som Strå fejer Storm dem bort. 25 Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger den Hellige. 26 Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse*? Han mønstrer deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; så stor er hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler. { [*dvs. Stjernene. Sl. 147, 4.] } 27 Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så: “Min Vej er skjult for HERREN, min Ret gled min Gud af Hænde.” 28 Ved du, hørte du ikke, at HERREN er en evig Gud, den vide Jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt udgrundes ikke; 29 han giver den trætte Kraft, den svage Fylde af Styrke. 30 Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler brat, 31 ny Kraft får de, der bier på HERREN, de får nye Svingfjer som Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.