1 I Knæ er Bel, og Nebo er bøjet, deres billeder gives til Dyr og Fæ, de læsses som byrde på trætte Dyr. 2 De* bøjes, i Knæ er de alle, de kan ikke frelse Byrden, og selv må de vandre i Fangenskab. { [*dvs. Afguderne.] } 3 Hør mig, du Jakobs Hus, al Resten af Israels Hus, løftet fra Moders Liv, båret fra Moders Skød. 4 Til Alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til Hårene gråner; ret som jeg bar, vil jeg bære, jeg, jeg vil bære og redde. 5 Med hvem vil I jævnstille, ligne mig, hvem vil I gøre til min Lige? 6 De øser Guld af Pung, Sølv får de vejet på Vægt, de lejer en Guldsmed, som gør det til en Gud, de bøjer sig, kaster sig ned; 7 de løfter den på Skulderen og bærer den, sætter den på Plads, og den står, den rører sig ikke af Stedet; råber de til den, svarer den ikke, den frelser dem ikke i Nød. 8 Kom dette i Hu, lad jer råde, I frafaldne, læg jer det på Sinde! 9 Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, 10 der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: “Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje,” 11 som fra Øst kalder Ørnen* hid, fra det fjerne mit Råds Fuldbyrder. Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det. { [*dvs. Kyros.] } 12 Hør på mig, I modløse, som tror, at Retten* er fjern: { [*dvs. Guds Hjælp.] } 13 Jeg bringer min Ret, den er ej fjern, min Frelse tøver ikke; jeg giver Frelse på Zion, min Herlighed giver jeg Israel.