1 Hør dette, du Jakobs Hus, I, som kaldes med Israels Navn og er rundet af Judas Kilde, som sværger ved HERRENS Navn og priser Israels Gud - dog ikke redeligt og sandt - 2 fra den hellige By har de jo Navn, deres Støtte er Israels Gud, hvis Navn er Hærskarers HERRE: 3 Jeg forudsagde det, som er sket, af min Mund gik det ud, så det hørtes, brat greb jeg ind, og det indtraf. 4 Thi stivsindet er du, det ved jeg, din Nakke et Jernbånd, din Pande af Kobber. 5 Jeg sagde det forud til dig, kundgjorde det, førend det indtraf, at du ikke skulde sige: “Det gjorde mit Billede, mit skårne og støbte bød det.” 6 Du hørte det, se det nu alt! Og vil I mon ikke stå ved det? Fra nu af kundgør jeg nyt, skjulte Ting, du ej kender; 7 nu skabes det, ikke før, før i Dag har I ikke hørt det, at du ikke skulde sige: “Jeg vidste det.” 8 Hverken har du hørt eller vidst det, det kom dig ej før for Øre. Thi jeg ved, du er gennemtroløs, fra Moders Liv hed du “Frafalden”; 9 for mit Navns Skyld holder jeg Vreden hen, for min Ære vil jeg skåne, ej udrydde dig. 10 Se, jeg smelted dig - Sølv blev det ikke - prøved dig i Lidelsens Ovn. 11 For min egen Skyld griber jeg ind; thi hvor krænkes dog ikke mit Navn! Jeg giver ej andre min Ære. 12 Hør mig dog nu, o Jakob, Israel, du, som jeg kaldte: Mig er det, jeg er den første, også jeg er den sidste. 13 Min Hånd har grundlagt Jorden, min højre udspændt Himlen; så såre jeg kalder på dem, møder de alle frem. 14 Samler jer alle og hør: Hvem af dem forkyndte mon dette? Min Ven fuldbyrder min Vilje på Babel og Kaldæernes Æt. 15 Jeg, jeg har talet og kaldt ham, fik ham frem, hans Vej lod jeg lykkes. 16 Kom hid til mig og hør: Jeg taled ej fra først i Løndom, jeg var der, så snart det skete. Og nu har den Herre HERREN sendt mig med sin Ånd. 17 Så siger HERREN, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er HERREN, din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad Vejen, du skal gå. 18 Ak, lytted du til mine Bud! Da blev din Fred som Floden, din Retfærd som Havets Bølger, 19 da blev dit Afkom som Sandet, din Livsfrugt talløs som Sandskorn; dit Navn skulde ej slettes ud og ej lægges øde for mit Åsyn. 20 Gå ud af Babel, fly fra Kaldæa, kundgør, forkynd det med jublende Røst, udspred det lige til Jordens Ende, sig: “HERREN har genløst Jakob, sin Tjener, 21 lod dem gå gennem Ørk, de tørstede ikke, lod Vand vælde frem af Klippen til dem, kløvede Klippen, så Vand strømmed ud.” 22 De gudløse har ingen Fred, siger HERREN.