1 HERRENS Ord kom til mig således: 2 Gå hen og råb Jerusalem i Ørene: Så siger HERREN: Jeg mindes din Kærlighed som ung, din Elskov som Brud, at du fulgte mig i Ørkenen, et Land, hvor der ikke sås; 3 Israel var helliget HERREN, hans Førstegrøde, alle, som åd det, måtte bøde, Ulykke ramte dem, lyder det fra HERREN. 4 Hør HERRENS Ord, Jakobs Hus og alle Slægter i Israels Hus: 5 Så siger HERREN: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev tomme? 6 De spurgte ikke: “Hvor er HERREN, som førte os op fra Ægypten og ledte os i Ørkenen, Ødemarkens og Kløfternes Land, Tørkens og Mulmets Land, Landet, hvor ingen færdes eller bor?” 7 Jeg bragte eder til Frugthavens Land, at I kunde nyde dets Frugt og Goder; men da I kom derind, gjorde I mit Land urent og min Arvelod vederstyggelig. 8 Præsterne spurgte ikke: “Hvor er HERREN?” De, der syslede med Loven, kendte mig ikke, Hyrderne* faldt fra mig, og Profeterne profeterede ved Ba'al og holdt sig til Guder, som intet evner. { [*dvs. Kongerne og Øversterne.] } 9 Derfor må jeg fremdeles gå i Rette med eder, lyder det fra HERREN, og med eders Sønners Sønner må jeg gå i Rette. 10 Drag engang over til Kittæernes* Strande og se efter, send Bud til Kedar og spørg jer nøje for; se efter, om sligt er hændet før! { [*egentlig Folkene på Kypern, men her i almindelighed Middelhavskysternes Folk.] } 11 Har et Hedningefolk nogen Sinde skiftet Guder? Og så er de endda ikke Guder. Men mit Folk har skiftet sin Ære* bort for det, der intet gavner**. { [*Herren.] / [**Afguderne. Sl. 106, 20.] } 12 Gys derover, I Himle, Skræk og Rædsel gribe eder, lyder det fra HERREN; 13 thi to onde Ting har mit Folk gjort: Mig, en Kilde med levende Vand, har de forladt for at hugge sig Cisterner, sprukne Cisterner, der ikke kan holde Vand. 14 Er Israel da en Træl, en hjemmefødt Træl? Hvorfor er han blevet til Bytte? 15 Løver brøler imod ham med rungende Røst; hans Land har de gjort til en Ørk, hans Byer er brændt, så ingen bor der. 16 Selv Nofs og Takpankes'* Sønner afgnaver din Isse. { [*dvs. Memfis og Dafne i Ægypten.] } 17 Mon ikke det times dig, fordi du svigted mig? lyder det fra HERREN din Gud. 18 Hvorfor skal du nu til Ægypten og drikke af Sjihor? Hvorfor skal du nu til Assur og drikke af Floden? 19 Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se, hvor ondt og bittert det er, at du svigted HERREN din Gud; Frygt for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE. 20 Thi længst har du brudt dit Åg og sprængt dine Bånd. Du siger: “Ej vil jeg tjene!” Nej, Skøgeleje har du på hver en Høj, under alle de grønne Træer. 21 Som en Ædelranke planted jeg dig, en fuldgod Stikling; hvor kunde du da blive Vildskud, en uægte Ranke? 22 Om du end tor dig med Lud og ødsler med Sæbe, jeg ser dog din Brødes Snavs, så lyder det fra HERREN. 23 Hvor kan du sige: “Ej er jeg uren, til Ba'alerne holdt jeg mig ikke!” Se på din Færd i Dalen, kend, hvad du gjorde, en let Kamelhoppe, løbende hid og did, 24 et Vildæsel, kendt med Steppen! Den snapper i Brynde efter Luft, hvo tæmmer dens Brunst? At søge den trætter ingen, den findes i sin Måned*. { [*dvs. Brunsttid.] } 25 Spar dog din Fod for Slid, din Strube for Tørst! Dog siger du: “Nej, lad mig være! Jeg elsker de fremmede, dem vil jeg holde mig til.” 26 Som Tyven får Skam, når han gribes, så Israels Hus, de, deres Konger og Fyrster, Præster og Profeter, 27 som siger til Træ: “Min Fader!” til Sten: “Du har født mig.” Thi Ryggen og ikke Ansigtet vender de til mig, men siger i Ulykkestid: “Stå op og frels os!” 28 Hvor er de da, dine Guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå op! Kan de frelse dig i Ulykkestiden? Thi som dine Byers Tal er dine Guders, Juda. 29 Hvorfor tvistes I med mig? I har alle forbrudt jer imod mig, lyder det fra HERREN. 30 Forgæves slog jeg eders Børn, de tog ikke ved Lære, som hærgende Løve fortærede Sværdet Profeterne. 31 Du onde Slægt, så mærk jer dog HERRENS Ord*! Har jeg været en Ørk for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger: “Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig.” { [*Teksten usikker.] } 32 Glemmer en Jomfru sit Smykke, en Brud sit Bælte? Og mig har mit Folk dog glemt i talløse Dage. 33 Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du vænned dig derfor også til ondt i din Færd. 34 Endog findes Blod på dine Hænder af fattige, skyldfri Sjæle, Blod, jeg ej fandt hos en Tyv, men på alle disse. 35 Og du siger: “Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra mig.” Se, med dig går jeg i Rette, da du siger: “Jeg har ikke syndet.” 36 Hvor let det dog falder for dig at skifte din Vej! Du skal også få Skam af Ægypten, som du fik det af Assur; 37 også derfra skal du gå med Hænder på Hoved, thi HERREN har forkastet dine Støtter, de båder dig intet.