1 Så tog Sjuhitten Bildad til Orde og sagde: 2 “Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? 3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? 4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, 5 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! 6 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; 7 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive. 8 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! 9 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. 10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: 11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? 12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. 13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: 14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. 16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, 17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; 18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: “Jeg har ikke set dig!” 19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden! 20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. 21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; 22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!”