1 Så tog Job til Orde og svarede: 2 “Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud! 3 Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt? 4 Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter. 5 I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer*. { [*V. 4 f. er Teksten usikker.] } 6 I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd*. { [*dvs. hvis Gud er Sværdet.] } 7 Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig, 8 se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det! 9 Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENS Hånd har skabt det; 10 han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd! 11 Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden? 12 Er Alderdom ét med Visdom, Dagenes Række med Indsigt? 13 Hos ham* er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt. { [*dvs. Gud. Ordsp. 8, 14.] } 14 Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud; 15 han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden. 16 Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk. 17 Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber; 18 han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd; 19 Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter; 20 han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans; 21 han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte; 22 han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset, 23 gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort; 24 han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde; 25 de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.