1 Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; 2 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. 3 Stil Sikkerhed* for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? { [*Tegnet på, at man går i Borgen for en.] } 4 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; 5 den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. 6 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; 7 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; 8 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, 9 men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. 10 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand finder jeg ikke iblandt jer! 11 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; 12 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; 13 vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, 14 Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. 15 Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? 16 Mon de* vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?” { [*dvs. Håb og Lykke.] }