1 Så tog Temanitten Elifaz til Orde og sagde: 2 “Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv. 3 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret? 4 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor? 5 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende? 6 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne, 7 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød. 8 Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der. 9 Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme. 10 Derfor var der Snarer omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat. 11 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig! 12 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står! 13 Dog siger du: “Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky? 14 Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!” 15 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte, 16 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm, 17 som sagde til Gud: “Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?” 18 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt. 19 De retfærdige så det* og glædede sig, den uskyldige spottede dem: { [*dvs. de Gudløses Fald.] } 20 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem. 21 Bliv Ven med ham* og hold Fred. derved vil der times dig Lykke; { [*dvs. Gud.] } 22 tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde! 23 Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt, 24 kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten, 25 så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv, 26 ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud. 27 Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet; 28 hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje; 29 thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned; 30 han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!”