1 Derpå lod Josua Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme kalde til sig 2 og sagde til dem: “I har holdt alt, hvad HERRENS Tjener Moses bød eder, og adlydt mig i alt, hvad jeg har påbudt eder. 3 I har ikke svigtet eders Brødre i denne lange Tid; indtil denne Dag har I holdt HERREN eders Guds Bud. 4 Men nu har HERREN eders Gud skaffet eders Brødre Ro, som han lovede dem; vend derfor nu tilbage til eders Telte i det Land, hvor eders Ejendom ligger, som HERRENS Tjener Moses gav eder hinsides Jordan. 5 Kun må I omhyggeligt agte på at holde det Bud og den Lov, HERRENS Tjener Moses pålagde eder, at elske HERREN eders Gud, vandre på alle hans Veje, holde hans Bud, holde fast ved ham og tjene ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl!” 6 Og Josua velsignede dem og lod dem drage bort, og de begav sig til deres Telte. 7 Den ene Halvdel af Manasses Stamme havde Moses givet Land i Basan, den anden Halvdel derimod havde Josua givet Land sammen med deres Brødre i Landet vesten for Jordan. Og da Josua lod dem drage hver til sit efter at have velsignet dem, 8 vendte de tilbage til deres Telte med store Rigdomme, med Kvæg i Mængde, med Sølv og Guld, Kobber og Jern og Klæder i stor Mængde; og det Bytte, de havde taget fra deres Fjender, delte de med deres Brødre. 9 Så forlod Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme Israelitterne i Silo i Kana'ans Land og vendte tilbage til Gilead, det Land, de havde fået i Eje, hvor de havde nedsat sig i Følge HERRENS Bud ved Moses; 10 og da Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme kom til Gelilot ved Jordan i Kana'ans Land, byggede de et Alter der ved Jordan, et stort Alter. der sås viden om. 11 Men det kom Israelitterne for Øre, at Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme havde bygget et Alter på Grænsen af Kana'ans Land, ved Gelilot ved Jordan, på Israelitternes Side. 12 Og da Israelitterne hørte det, samledes hele Israelitternes Menighed i Silo for at drage i Kamp imod dem. 13 Da sendte Israelitterne Pinehas, Præsten Eleazars Søn, til Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme i Gilead 14 tillige med ti Øverster, én Øverste for hver af alle Israels Stammer; hver af dem var Overhoved for sin Stamme iblandt Israels Tusinder; 15 og da de kom til Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme i Gilead, talte de således til dem: 16 “Således siger hele HERRENS Menighed: Hvad er det for en Troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i Dag har vendt eder fra HERREN ved at bygge eder et Alter og vise Genstridighed mod HERREN? 17 Har vi ikke nok i Brøden med Peor, som vi endnu den Dag i Dag ikke har fået os renset for, og for hvis Skyld der kom Plage over Israels Menighed? 18 Og dog vender I eder i Dag fra HERREN! Når I i Dag er genstridige mod HERREN, vil hans Vrede i Morgen bryde løs over hele Israels Menighed. 19 Hvis det Land, I har fået i Eje, er urent, så gå over til det Land, der er HERRENS Ejendom, der, hvor HERRENS Bolig står, og nedsæt eder iblandt os; men vær ikke genstridige mod HERREN, ej heller mod os ved at bygge eder et Alter til foruden HERREN vor Guds Alter! 20 Dengang Akan, Zeras Søn, øvede Svig med det bandlyste, kom der da ikke Vrede over hele Israels Menighed, skønt han kun var en enkelt Mand? Måtte han ikke dø for sin Brøde?” 21 Da svarede Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme overhovederne for Israels Tusinder således: 22 “Gud, Gud HERREN, Gud, Gud HERREN ved det, og Israel skal vide det: Hvis det er i Genstridighed eller Troløshed mod HERREN, i den Hensigt at vende os fra HERREN, 23 at vi har bygget os et Alter, gid han så må unddrage os sin Hjælp i Dag! Hvis det er for at bringe Brændofre og Afgrødeofre derpå eller for at bringe Takofre derpå, så straffe HERREN det! 24 Nej, vi har gjort det af Frygt for det Tilfælde, at eders Børn engang i Fremtiden skulde sige til vore: Hvad har I med HERREN, Israels Gud, at gøre? 25 HERREN har jo sat Jordan som Grænse imellem os, og eder, Rubenitter og Gaditter; I har ingen Del i HERREN! Og således kunde eders Børn få vore til at høre op med at frygte HERREN. 26 Derfor tænkte vi: Lad os bygge dette Alter, ikke til Brændoffer eller Slagtoffer, 27 men for at det kan være Vidne mellem os og eder og mellem vore Efterkommere efter os om, at vi vil forrette HERRENS Tjeneste for hans Åsyn* med vore Brændofre, Slagtofre og Takofre, for at eders Børn ikke engang i Fremtiden skal sige til vore: I har ingen Del i HERREN! { [*dvs. på hans Alter i Silo.] } 28 Og vi tænkte: Hvis de i Fremtiden siger således til os og vore Efterkommere, så siger vi: Læg dog Mærke til, hvorledes det HERRENS Alter er bygget, som vore Forfædre rejste, ikke til Brændofre eller Slagtofre, men for at det kunne være Vidne mellem os og eder. 29 Det være langt fra os at være genstridige mod HERREN eller vende os fra HERREN i Dag ved at bygge et Alter til Brændoffer, Afgrødeoffer og Slagtoffer foruden HERREN vor Guds Alter, som står foran hans Bolig!” 30 Da Præsten Pinehas og Menighedens Øverster og Overhovederne for Israels Tusinder, som ledsagede ham, hørte de Ord, som Rubenitterne, Gaditterne og Manassitterne talte, var de tilfredse, 31 og Pinehas, Præsten Eleazars Søn, sagde til Rubenitterne, Gaditterne og Manassitterne: “I Dag erkender vi, at HERREN er iblandt os, siden I ikke har øvet denne Svig imod HERREN; derved har I frelst Israelitterne fra HERRENS Hånd!” 32 Derpå vendte Pinehas, Præsten Eleazars Søn, og Øversterne tilbage fra Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme i Gilead til Israelitterne i Kana'ans Land og aflagde dem Beretning, 33 og Israelitterne var tilfredse ved Meddelelsen, og Israelitterne priste Gud og tænkte ikke mere på at drage i Kamp mod dem for at ødelægge det Land, Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme boede i. 34 Og Rubenitterne, Gaditterne og Manasses halve Stamme kaldte Alteret: Vidne; “thi,” sagde de, “det skal være Vidne mellem os om, at HERREN er Gud!”