1 Og da de nærme sig Jerusalem til Bethfage og Betania ved Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem: 2 “Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks, når I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører det hid! 3 Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger: Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen.” 4 Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved Gyden, og de løse det. 5 Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: “Hvad gøre I, at I løse Føllet?” 6 Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte dem det. 7 Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder på det, og han satte sig på det. 8 Og mange bredte deres Klæder på Vejen, andre Kviste, som de afskare på Markerne. 9 Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte: “Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! 10 Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det højeste!” 11 Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til Bethania med de tolv. 12 Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han hungrig. 13 Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid. 14 Og han tog til Orde og sagde til det: “Aldrig i Evighed skal nogen mere spise Frugt af dig!” Og hans Disciple hørte det. 15 Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. 16 Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem Helligdommen. 17 Og han lærte og sagde til dem: “Er der ikke skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule.” 18 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for ham, eftersom hele Skaren blev slagen af, Forundring over hans Lære. 19 Og da det blev Aften, gik han uden for Staden. 20 Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet fra Roden af. 21 Og Peter kom det i Hu og siger til ham; “Rabbi! se, Figentræet, som du forbandede, er visnet.” 22 Og Jesus svarede og siger til dem: “Haver Tro til Gud! 23 Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske. 24 Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I have fået det, så skal det ske eder. 25 Og når I stå og bede, da forlader, dersom I have noget imod nogen, for at også eders Fader, som er i Himlene, må forlade eder eders Overtrædelser. 26 [Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene, ej heller forlade eders Overtrædelser.]”* { [*Verset mangler i flere af de ældste Håndskrifter. Matth. 6, 15.] } 27 Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste hen til ham. 28 Og de sagde til ham: “Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?” 29 Men Jesus sagde til dem: “Jeg vil spørge eder om én Ting, og svarer mig derpå, så vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. 30 Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer mig!” 31 Og de tænkte ved sig selv og sagde: “Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke? 32 Men sige vi: Fra Mennesker” så frygtede de for Folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en Profet. 33 Og de svare og sige til Jesus: “Vi vide det ikke.” Og Jesus siger til dem: “Så siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg gør disse Ting.”