1 Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og Folket græd Natten igennem. 2 Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele Menigheden sagde til dem: “Gid vi var døde i Ægypten eller her i Ørkenen! 3 Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?” 4 Og de sagde til hverandre: “Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!” 5 Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den israelitiske Menigheds Forsamling. 6 Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder 7 og sagde til hele Israelitternes Menighed: “Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land. 8 Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning. 9 Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge* er veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!” { [*dvs. deres Værn, her vel deres Guder (Es. 30, 2.)] } 10 Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom HERRENS Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved Åbenbaringsteltet. 11 Og HERREN sagde til Moses: “Hvor længe skal dette Folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for alle de Tegn jeg har gjort i det? 12 Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et Folk, større og stærkere end det!” 13 Men Moses sagde til HERREN: “Ægypterne har hørt, at du i din Vælde har ført dette Folk bort fra dem; 14 og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE, er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte. 15 Hvis du nu dræber dette Folk alle som én, vil de Folk, der har hørt dit Ry, sige: 16 Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen. 17 Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således som du forjættede, da du sagde: 18 HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led. 19 Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen fra Ægypten og hertil!” 20 Da sagde HERREN: “Jeg tilgiver dem på din Bøn. 21 Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af HERRENS Herlighed: 22 Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har fristet mig og ikke villet lyde min Røst, 23 ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se; 24 kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en anden Ånd og viste mig fuld Lydighed. 25 Men Amalekitterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!” 26 Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde: 27 “Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig. 28 Sig til dem: Så sandt jeg lever - lyder det fra HERREN - som I har råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder! 29 I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig. 30 Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn. 31 Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I har vraget, 32 men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her, 33 og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde i Ørkenen. 34 Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, ét År for hver Dag, og således få mit Mishag at føle. 35 Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!” 36 Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet, 37 de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død for HERRENS Åsyn: 38 kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet. 39 Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes Folket af stor Sorg; 40 og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af Bjerglandet og sagde: “Se, vi er rede til at drage op til det Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet.” 41 Da sagde Moses: “Hvorfor vil I overtræde HERRENS Bud? Det vil ikke gå godt! 42 Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender! 43 Thi Amalekitterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er ikke med eder!” 44 Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af Bjerglandet; men HERRENS Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren. 45 Da steg Amalekitterne og Kana'anæerne, der boede der i Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.