1 Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den første Måned*, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam, og der blev hun jordet. { [*vistnok Ørkenvandringens sidste År. 4 Mos. 33, 38.] } 2 Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod Moses og Aron, 3 og Folket kivedes med Moses og sagde: “Gid vi var omkommet, dengang vore Brødre omkom for HERRENS Åsyn! 4 Hvorfor førte I HERRENS Forsamling ind i denne Ørken, når vi skal dø her, både vi og vort Kvæg? 5 Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener, Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?” 6 Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste HERRENS Herlighed sig for dem, 7 og HERREN talede til Moses og sagde: 8 “Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens Kvæg noget at drikke!” 9 Da tog Moses Staven fra dens Plads foran HERRENS Åsyn, som han havde pålagt ham; 10 og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og han sagde til dem: “Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?” 11 Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og dens Kvæg kunde drikke. 12 Men HERREN sagde til Moses og Aron: “Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!” 13 Dette er Meribas* Vand, hvor Israelitterne kivedes med HERREN, og hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem. { [*betyder kiv. 2 Mos. 17, 7.] } 14 Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud: “Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de Besværligheder, som er vederfaret os, 15 hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore Fædre; 16 da råbte vi til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved Grænsen af dine Landemærker. 17 Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene; vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller venstre, før vi er nået igennem dit Land!” 18 Men Edom svarede ham: “Du må ikke vandre igennem mit Land, ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!” 19 Da sagde Israelitterne til ham: “Vi vil følge den slagne Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!” 20 Men han svarede: “Du må ikke drage her igennem!” Og Edom rykkede imod ham med mange Krigere og stærkt rustet. 21 Da Edom således formente Israel at drage igennem sine Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom. 22 Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom til Bjerget Hor. 23 Og HERREN talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen til Edoms Land og sagde: 24 “Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige mod mit Bud ved Meribas Vand. 25 Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor; 26 affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der skal Aron tages bort og dø!” 27 Da gjorde Moses som HERREN bød, og de gik op på Bjerget Hor i hele Menighedens Påsyn; 28 og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og Eleazar steg ned fra Bjerget, 29 og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.