1 Men da Bileam så, at HERRENS Hu stod til at velsigne Israel, gik han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men vendte sig mod Ørkenen; 2 og Bileam så op og fik Øje på Israel; som lå lejret Stamme for Stamme. Da kom Guds Ånd over ham, 3 og han fremsatte sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket, 4 så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje: 5 Hvor herlige er dine Telte, Jakob, og dine Boliger, Israel! 6 Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod, som Aloetræer, HERREN har plantet, som Cedre ved Vandets Bred. 7 Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn får rigelig Væde. Mægtigere end Agag er dets Konge, og ophøjet er dets kongedømme. 8 Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det opæder de Folkeslag der står det imod, søndrer deres Ben og knuser deres Lænder. 9 Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander! 10 Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne sammen; og Balak sagde til Bileam: “For at forbande mine Fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange! 11 Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn, men mon har HERREN unddraget dig den!” 12 Men Bileam sagde til Balak: “Sagde jeg ikke allerede til Sendebudene, du sendte mig: 13 Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, kan jeg ikke være ulydig mod HERREN og gøre noget som helst af egen Vilje; hvad HERREN siger, vil jeg sige! 14 Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage.” 15 Derpå fremsatte han sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket, 16 så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje: 17 Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Stjerne opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs Tindinger og alle Setsønnernes* Isse. { [*en ukendt Stamme.] } 18 Edom bliver et Lydland, og Se'irs undslupne går til Grunde, Israel udfolder sin Magt, 19 og Jakob kuer sine Fjender. 20 Men da han så Amalekitterne, fremsatte han sit Sprog: Det første af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang! 21 Og da han så Kenitterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er din Bolig, din Rede bygget på Klippen. 22 Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal føre dig bort! 23 Derpå fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, når Gud lader det ske! 24 Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer Eber - men også han* er viet til Undergang! { [*dvs. den Magt, der sender Skibene.] } 25 Så drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik også bort.