1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David. 2 Jeg sagde: “Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!” 3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, 4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge. 5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! 6 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. 7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. 8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. 9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! 10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. 11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. 12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. 13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 14 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!