1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil*. { [*se til Sl. 32, 1; 42, 1.] } 2 Gud, vi har hørt det med egne Ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd; 3 Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig; 4 thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær. 5 Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr. 6 Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn; 7 thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr; 8 men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme. 9 Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela. 10 Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære; 11 du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte; 12 du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene, 13 dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget. 14 Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander, 15 du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os. 16 Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn 17 for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke. 18 Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt! 19 Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej. 20 Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke. 21 Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud, 22 vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løndom - 23 nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg! 24 Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse! 25 Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel? 26 Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. 27 Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!