1 En Maskil af Ezraitten Etan. { [*se til Sl. 32, 1.] } 2 Om HERRENS Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. 3 Thi du har sagt: “En evig Bygning er Nåden!” I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. 4 Jeg slutted en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: 5 “Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!” - Sela. 6 Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. 7 Thi hvem i Sky er HERRENS Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner? 8 En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. 9 HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. 10 Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. 11 Du knuste Rahab* som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. { [*se til Job 9, 13; 26, 12. Sl. 87, 4.] } 12 Din er Himlen, og din er Jorden, du grunded Jorderig med dets Fylde. 13 Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. 14 Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. 15 Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. 16 Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys! 17 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. 18 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; 19 thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige! 20 Du taled engang i et Syn til dine fromme: “Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; 21 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; 22 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. 23 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; 24 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der hader ham; 25 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; 26 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; 27 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 28 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; 29 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; 30 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. 31 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, 32 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, 33 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; 34 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; 35 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. 36 Ved min Hellighed svor jeg én Gang for alle - David sviger jeg ikke: 37 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, 38 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru.” - Sela. 39 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; 40 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; 41 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; 42 alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. 43 Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; 44 hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; 45 du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, 46 afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. 47 Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? 48 Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! 49 Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. 50 Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? 51 Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, 52 hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor. 53 Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!