1 HERRE, du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; 2 stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! 3 Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble? 4 De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; 5 de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod; 6 de myrder Enke og fremmed, faderløse slår de ihjel; 7 de siger: “HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!” 8 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? 9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? 10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? 11 HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed. 12 Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov 13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; 14 thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. 15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet. 16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd, hvo hjælper mig mod Udådsmænd? 17 Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille*. { [*Dødsriget.] } 18 Når jeg tænkte: “Nu vakler min Fod”, støtted din Nåde mig, HERRE; 19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl. 20 Står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? 21 Jager de end den retfærdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, 22 HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; 23 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.