1 Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig. 2 Min Ven gik ned i sin Have, til Balsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer. 3 Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer. 4 Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner. 5 Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead, 6 dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; 7 din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør. 8 Dronningernes* Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal. { [*Salomos. Sl. 45, 15.] } 9 Men én er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest. 10 Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner? 11 Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale, for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst. 12 Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne*. { [*Teksten er uforståelig.] } 13 Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig! “Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?”