1 Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød ham: “Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre. 2 Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru! 3 Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal. 4 Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du får din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!” 5 Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs og Esaus Moder. 6 Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru blandt Kana'ans Døtre, 7 og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til Paddan-Aram. 8 Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks Mishag, 9 og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer. 10 Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til. 11 På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der. 12 Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den; 13 og HERREN stod foran ham og sagde: “Jeg er HERREN, din Fader Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og dit Afkom; 14 dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes; 15 se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!” 16 Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: “Sandelig, HERREN er på dette Sted, og jeg vidste det ikke!” 17 Og han blev angst og sagde: “Hvor forfærdeligt er dog dette Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!” 18 Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den. 19 Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz. 20 Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: “Hvis Gud er med mig og vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at spise og Klæder at iføre mig, 21 og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal HERREN være min Gud, 22 og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!”