1 Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede. 2 Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser? 3 Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op. 4 Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret. 5 Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han* i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes. { [*dvs. Herren. Ap. G. 13, 41.] } 6 Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo. 7 Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra. 8 Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde 9 er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand. 10 Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den. 11 Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud. 12 Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf? 13 Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd? 14 Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker: 15 han* fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad; { [*dvs. Fjenden.] } 16 han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev hans Del jo fed og kraftig blev hans Føde. 17 Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?