1 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus, 2 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans* Hus. { [*Guds.] } 3 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv. 4 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud. 5 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales; 6 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden. 7 Derfor, som den Helligånd siger: “I Dag, når I høre hans Røst, 8 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen*, på Fristelsens** Dag i Ørkenen, { [*d. e. Meriba.] / [**d. e. Massa.] } 9 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År. 10 Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, 11 så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile” - 12 så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud. 13 Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder “i Dag”, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. 14 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. 15 Når der siges: “I Dag, når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen”: 16 hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? 17 Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? 18 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? 19 Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.