1 Og HERREN sagde til mig: “Tag dig en stor Tavle og skriv derpå med Menneskeskrift*: Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov**! { [*tydelig Skrift.] / [**på hebr.: Maher-Sjalal, Hasj-Baz.] } 2 Og tag mig pålidelige Vidner, Præsten Urija og Zekarja, Jeberekjahus Søn!” 3 Og jeg nærmede mig Profetinden, og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn. Så sagde HERREN til mig: “Kald ham Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov! 4 Thi før Drengen kan sige Fader og Moder, skal Rigdommene fra Damaskus og Byttet fra Samaria bringes til Assyrerkongen!” 5 Fremdeles sagde HERREN til mig: 6 Eftersom dette Folk lader hånt om Siloas sagte rindende Vande i Angst for Rezin og Remaljas Søn, 7 se, så lader Herren Flodens* Vande, de vældige, store, oversvømme dem, Assyrerkongen og al hans Herlighed; over alle sine Bredder skal den gå, trænge ud over alle sine Diger, { [*dvs. Eufrat.] } 8 styrte ind i Juda, skylle over, vælte frem og nå til Halsen; og dens udbredte Vinger skal fylde dit Land, så vidt det når - Immanuel! 9 I Folkeslag, mærk jer det med Rædsel, lyt til, alle fjerne Lande: Rust jer, I skal ræddes, rust jer, I skal ræddes. 10 Læg Råd op, det skal dog briste, gør Aftale, det slår dog fejl, thi - Immanuel*! { [*Gud med os. Es. 7, 14.] } 11 Thi så sagde HERREN til mig, da hans Hånd greb mig med Vælde, og han advarede mig mod at vandre på dette Folks Vej: 12 Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! 13 Hærskarers HERRE, ham skal I holde hellig, han skal være eders Frygt, han skal være eders Rædsel. 14 Han bliver en Helligdom, en Anstødssten og en Klippe til Fald for begge Israels Huse og en Snare og et Fangegarn for Jerusalems Indbyggere, 15 og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og hildes. 16 Bind Vidnesbyrdet til og sæt Segl for Læren i mine disciples Sind! 17 Jeg bier på HERREN, han, som dølger sit Åsyn for Jakobs Hus, til ham står mit Håb: 18 Se, jeg og de Børn, HERREN gav mig, er Varsler og Tegn i Israel fra Hærskarers HERRE, som bor på Zions Bjerg. 19 Og siger de til eder: “Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og mumler!” - skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? 20 Nej! Til Læren og Vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden Morgenrøde. 21 Han* skal vanke om i Landet, trykket og hungrig. Og når han hungrer, skal han blive rasende og bande sin Konge og sin Gud. Vender han sig til det høje, { [*dvs. en af de Judeerne, som overlever Folkets Undergang.] } 22 eller skuer han ud over Jorden, se, da er der Trængsel og Mørke, knugende Mulm; i Bælgmørke er han stødt ud.