1 Hør det Ord, HERREN taler til eder, Israels hus! 2 Så siger HERREN: Væn eder ikke til Hedningernes Færd og frygt ikke Himmelens Tegn, fordi Hedningerne frygter dem. 3 Thi Folkenes Rædsel er Tomhed; thi det* er Træ, fældet i Skoven, et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse; { [*dvs. Gudebilledet. Es. 40, 19 ff.] } 4 han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og Hammer, så det ikke vakler. 5 De er som et Fugleskræmsel i Agurkhaven og kan ikke tale; de må bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt, så lidt som de evner at gøre noget godt. 6 (Din Lige findes ikke, HERRE; stor er du og stort dit Navn i Vælde.) 7 (Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkenes Konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle Folks Vismænd og i alle deres Riger findes ikke din Lige.) 8 (Alle sammen er de dumme og Tåber; Afgudernes Lærdom, den er Træ.)* { [*V. 6-8 mangler i den græske Overs.] } 9 Hamret Sølv, indført fra Tarsis, og Guld fra Ofir, et Værk af en Håndværker og Guldsmedens Hænder! De er klædt i violet og rødt Purpur; et Værk af kunstsnilde Folk er de alle. 10 Men HERREN er Gud i Sandhed, han er en levende Gud og en evig Konge; for hans Vrede skælver Jorden, og Folkene udholder ikke hans Harme. 11 Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt Himmel og Jord, skal forsvinde fra Jorden og under Himmelen. 12 Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin Indsigt udspændte han Himmelen. 13 Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre. 14 Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt; hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi hvad han støber, er Løgn, og der er ikke Ånd deri; 15 Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem. 16 Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel er hans Arvelods Stamme; Hærskarers HERRE er hans Navn. 17 Tag din Bylt op fra Jorden, du, som sidder belejret! 18 Thi så siger HERREN: Se, denne Gang slynger jeg Landets indbyggere bort og bringer dem i Trængsel, for at de kan bøde. 19 Ve mig for min Brøst, mit Sår er svart! Men jeg siger: “Det er min Smerte, den vil jeg bære.” 20 Mit Telt er hærget og alle mine Teltreb sprængt, mine Børn går fra mig, de er borte; mit Telt spænder ingen ud mer eller opsætter Tæpperne. 21 Thi dumme er Hyrderne, HERREN søger de ikke, duer derfor til intet, og hele deres Hjord er spredt. 22 Der lyder en Tidende, se, den kommer med vældigt Drøn fra Nordens Land og gør Judas Byer til Ørk, til Sjakalers Bo. 23 Jeg ved, HERRE, at et Menneskes Vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en Mand at vandre og styre sine Fjed. 24 Tugt os, HERRE, men med Måde, ikke i Vrede, for ikke at gøre os færre! 25 Udøs din Vrede på Folk, som ikke kender dig, på Slægter, som ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob, tilintetgjort det og lagt dets Bolig øde.