1 Således sagde Herren til mig: “Gå hen og køb dig et linned bælte og bind det om din lænd, lad det ikke komme i vand!” 2 Og jeg købte bæltet efter Herrens ord og bandt det om min lænd. 3 Så kom HERRENS Ord atter til mig således: 4 “Tag Bæltet, du købte og har om Lænden, og gå til Frat* og gem det der i en Klipperevne!” { [*sedvanlig Navn på Eufrat; her måske Ajin Fara i Jerusalems nærhed.] } 5 Og jeg gik hen og gemte det ved Frat, som HERREN bød. 6 Men lang Tid efter sagde HERREN til mig: “Gå til Frat og hent Bæltet, jeg bød dig gemme der!” 7 Og jeg gik til Frat og gravede Bæltet op, hvor jeg havde gemt det: og se, Bæltet var ødelagt og duede ikke til noget. 8 Og HERRENS Ord kom til mig således: 9 Så siger HERREN: Således vil jeg ødelægge Judas og Jerusalems store Herlighed. 10 Dette onde Folk, som vægrer sig ved at høre mine Ord og vandrer i deres Hjertes Stivsind og holder sig til andre Guder og dyrker og tilbeder dem, skal blive som dette Bælte, der ikke duer til noget. 11 Thi som Bæltet slutter sig tæt til en Mands Lænd, således har jeg sluttet hele Israels Hus og hele Judas Hus tæt til mig, lyder det fra HERREN, for at de skulde være mit Folk og blive mig til Navnkundighed, Pris og Ære; men de hørte ikke. 12 Og du skal sige til dette Folk: Så siger HERREN, Israels Gud: Enhver Vindunk fyldes med Vin! Og siger de til dig: “Skulde vi ikke vide, at enhver Vindunk fyldes med Vin?” 13 så svar dem: Så siger HERREN: Se, jeg vil fylde alle dette Lands Indbyggere, Kongerne, der sidder på Davids Trone, Præsterne, Profeterne og alle Jerusalems Borgere, så de bliver drukne; 14 og jeg knuser dem mod hinanden, både Fædre og Sønner, lyder det fra HERREN; uden Skånsel, Medynk og Barmhjertighed ødelægger jeg dem. 15 Hør og lyt uden Hovmod, thi HERREN taler. 16 Lad HERREN eders Gud få Ære, før det mørkner, før I støder eders Fødder på Skumringsbjerge, så I må bie på Lys, men han gør det til Mulm, han gør det til Mørke. 17 Men dersom I ikke hører, da græder min Sjæl i Løn for Hovmodets Skyld, den fælder så bitre Tårer; mit Øje rinder med Gråd, thi HERRENS Hjord føres bort. 18 Sig til Kongen og til Herskerinden*: “Tag lavere Sæde, thi af eders Hoved faldt den dejlige Krone.” { [*kongemoderen. Jer. 29, 2. Klages. 5, 16.] } 19 Sydlandets Byer er lukkede, ingen lukker op, hele Juda er bortført til sidste Mand. 20 Løft dine Øjne og se dem komme fra Nord! Hvor er den Hjord, du fik, dine dejlige Får? 21 Hvad vil du sige, når du får dem til Herrer, hvem du lærte at komme til dig som Venner? Vil ikke Veer da gribe dig som Kvinde i Barnsnød? 22 Og siger du i dit Hjerte: “Hvi hændtes mig dette?” For din svare Skyld blev dit Slæb løftet op, dine Hæle skændet. 23 Hvis en Neger kunde skifte sin Hud, en Panter sine Striber, så kunde og I gøre godt, I Mestre i ondt! 24 Jeg spreder dem som Strå, der flyver for Ørkenens Vind; 25 det er din Lod, din tilmålte Del fra mig, så lyder det fra HERREN, fordi du lod mig gå ad Glemme og stoled på Løgn. 26 Ja, dit Slæb slår jeg over dit Ansigt, din Skam skal ses, 27 dit Ægteskabsbrud og din Vrinsken, din skamløse Utugt; på Højene og ude på Marken så jeg dine væmmelige Guder. Ve dig, Jerusalem, du bliver ej ren - hvor længe endnu?