1 Så tog Job til Orde og svarede: 2 “Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe! 3 Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare? 4 Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer, 5 styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord! 6 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg? 7 Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds; 8 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig. 9 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig, 10 de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig; 11 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig. 12 Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive, 13 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden; 14 Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig. 15 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvet; 16 mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke, 17 skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren! 18 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile! 19 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje; 20 gid min Ven* lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud, { [*dvs. Gud.] } 21 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven! 22 Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.