1 Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Påhør, gik han ind i Kapernaum. 2 Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at dø. 3 men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans Tjener. 4 Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: “Han er vel værd, at du gør dette for ham; 5 thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os.” 6 Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: “Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit Tag. 7 Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til dig; men sig det med et Ord, så bliver min Dreng helbredt. 8 Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør dette! så gør han det.” 9 Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: “Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro.” 10 Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener sund. 11 Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain, og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham. 12 Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død båren ud, som var sin Moders enbårne Søn, og hun var Enke; og en stor Skare fra Byen gik med hende. 13 Og da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: “Græd ikke!” 14 Og han trådte til og rørte ved Båren; men de, som bare, stode stille, og han sagde: “du unge Mand, jeg siger dig, stå op!” 15 Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans Moder. 16 Men Frygt betog alle, og de priste Gud og sagde: “Der er en stor Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.” 17 Og denne Tale om ham kom ud i hele Judæa og i hele det omliggende Land. 18 Og Johannes' Disciple fortalte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig 19 og sendte dem til Herren og lod sige: “Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?” 20 Og da Mændene kom til ham, sagde de: “Johannes Døberen har sendt os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?” 21 I den samme Time helbredte han mange for Sygdomme og Plager og onde Ånder og skænkede mange blinde Synet. 22 Og han svarede og sagde til dem: “Går hen, og forkynder Johannes de Ting, som I have set og hørt: Blinde se, lamme gå, spedalske renses, døve høre, døde stå op, Evangeliet forkyndes for fattige; 23 og salig er den, som ikke forarges på mig.” 24 Men da Johannes's Sendebud vare gåede bort, begyndte han at sige til Skarerne om Johannes: “Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? 25 Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som leve i prægtige Klæder og i Vellevned, ere i Kongsgårdene. 26 Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet! 27 Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. 28 Jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Profet end Johannes; men den mindste i Guds Rige er større end han. 29 Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet de bleve døbte med Johannes's Dåb. 30 Men Farisæerne og de lovkyndige have foragtet Guds Råd med dem selv, idet de ikke bleve døbte af ham. 31 Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne de? 32 De ligne Børn, som sidde på Torvet og råbe til hverandre og sige: Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang Klagesange for eder, og I græd ikke. 33 Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak Vin, og I sige: Han er besat. 34 Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! 35 Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn!” 36 Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords. 37 Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad* til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabastkrukke med Salve; { [*egl.: lå, se V. 38. Man lå til Bords med Fødderne ud fra Bordet.] } 38 og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven. 39 Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved sig selv: “Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en Synderinde.” 40 Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: “Simon! jeg har noget at sige dig.” Men han siger: “Mester, sig frem!” 41 “En Mand, som udlånte Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem Hundrede Denarer* skyldig. men den anden halvtredsindstyve. { [*se Matth. 18, 28.] } 42 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?” 43 Simon svarede og sagde: “Jeg holder for, den, hvem han eftergav mest?” Men han sagde til ham: “Du dømte ret.” 44 Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: “Ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hår. 45 Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine Fødder, fra jeg kom herind. 46 Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve. 47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte, eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker lidet.” 48 Men han sagde til hende: “Dine Synder ere forladte!” 49 Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig selv: “Hvem er denne, som endog forlader Synder?” 50 Men han sagde til Kvinden: “Din Tro har frelst dig, gå bort med Fred!”