1 Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe. 2 Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber. 3 Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde. 4 Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den? 5 Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules. 6 Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange. 7 Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne. 8 Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem: 9 Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer. 10 Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne. 11 Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig. 12 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder, 13 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! 14 Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden. 15 Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden; 16 den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie. 17 Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet. 18 Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres. 19 Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde. 20 Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes. 21 Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand. 22 Om du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham. 23 Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde; 24 thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt; 25 er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter, 26 da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark, 27 Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.