1 Til Sangmesteren. Efter den ottende*. En Salme af David. { [*se til Sl. 6, 1.] } 2 HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; 3 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. 4 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord, 5 dem, som siger: “Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?” 6 “For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op”, siger HERREN, “jeg frelser den, som man blæser ad.” 7 HERRENS Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv*. { [*i den hebr. Tekst er der yderligere to i sammenhængen ufiorståelige Ord.] } 8 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. 9 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.