1 MOSEBOG. 5. Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede; som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet “Menneske”, da de blev skabt. Da Adam havde levet i 130 År, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set; og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre; således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han. Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj; og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede Sønner og Døtre; således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han. Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Kenan; og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede Sønner og Døtre; således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han. Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el; og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og avlede Sønner og Døtre; således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han. Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered; og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre; således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han. Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok; og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre; således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han. Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem, og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre; således blev Enoks fulde Levetid 365 År; og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham. Da Metusalem havde levet 187 År, avlede han Lemek; og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og avlede Sønner og Døtre; således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han. Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn, som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: “Han skal skaffe os Trøst* i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet.” { *på hebr. Ordspil med Navnet Noa. } Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre; således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han. Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.