2 SAMUEL.
18.
Derpå holdt David Mønstring over sit Mandskab og satte Tusindførere og Hundredførere over dem; 
og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stillede han under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og Joabs Broder, og den sidste Tredjedel under Gatitten Ittaj. Kongen sagde så til Folkene: “Jeg vil selv drage med i Kampen!” 
Men de svarede: “Du må ikke drage med; thi om vi flygter, ænser man ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikke os, men du gælder lige så meget som ti Tusinde af os; derfor er det bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fra Byen.” 
Kongen svarede: “Jeg gør, hvad I finder bedst!” Derpå stillede Kongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud, hundredvis og tusindvis. 
Men Kongen gav Joab, Abisjaj og Ittaj den Befaling: “Far nu lempeligt med den unge Absalom!” Og hele Mandskabet hørte, hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalom. 
Derpå rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til at stå i Efraims Skov. 
Der blev Israels Hær slået af Davids Folk, og der fandt et stort Mandefald Sted den Dag; der faldt 200.000 Mand. 
Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dag flere Folk end Sværdet. 
Absalom selv stødte på nogle af Davids Folk; Absalom red på sit Muldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætte Grene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, så han hang mellem Himmel og Jord, medens Muldyret, han sad på, løb bort. 
En Mand, der så det meldte det til Joab og sagde: “Jeg så Absalom hænge i en Terebinte.” 
Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: “Når du så det, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Så havde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!” 
Men Manden svarede Joab: “Om jeg så havde fået tilvejet tusind Sekel, havde jeg ikke lagt Hånd på Kongens Søn; thi vi hørte jo selv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel på den unge Absalom! 
Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham - intet bliver jo skjult for Kongen - ville du have ladet mig i Stikken!” 
Da sagde Joab: “Så gør jeg det for dig!” Dermed greb han tre Spyd og stødte dem i Brystet på Absalom, som endnu levede og hang mellem Terebintens Grene. 
Derpå trådte ti unge Mænd, der var Joabs Våbendragere, til og gav Absalom Dødsstødet. 
Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel, thi Joab bød Folkene standse. 
Derpå tog de og kastede Absalom i en stor Grube i Skoven og ophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtede hver til sit. 
Men medens Absalom endnu levede, havde han taget og rejst sig den Stenstøtte, som står i Kongedalen; thi han sagde: “Jeg har ingen Søn til at bevare Mindet om mit Navn.” Han havde opkaldt Stenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den “Absaloms Minde”. 
Da sagde Ahima'az, Zadoks Søn: “Lad mig løbe hen og bringe Kongen den gode Tidende, at HERREN har skaffet ham Ret over for hans Fjender!” 
Men Joab svarede ham: “Du skal ikke være den, der bringer Bud i Dag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i bag skal du ikke gøre det, da Kongens Søn er død!” 
Og Joab sagde til Etiopieren: “Gå du hen og meld Kongen, hvad du har set!” Da kastede Etiopieren sig til Jorden for Joab og ilede af Sted. 
Men Ahima'az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: “Ske, hvad der vil! Lad også mig løbe bag efter Etiopieren!” Da sagde Joab: “Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn at hente!” 
Men han blev ved: “Ske, hvad der vil! Jeg løber!” Så sagde han: “Løb da!” Og Ahima'az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og nåede frem før Etiopieren. 
David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op på Porttaget ved Muren; da han så ud, se, da kom en Mand løbende alene. 
Vægteren råbte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: “Er han alene, har han Bud at bringe!” Men medens Manden fortsatte sit Løb og kom nærmere, 
så Vægteren en anden Mand komme løbende og råbte ned i Porten: “Der kommer én Mand til løbende alene!” Kongen sagde: “Også han har Bud at bringe!” 
Da råbte Vægteren: “Den forreste løber således, at det ser ud til at være Ahima'az, Zadoks Søn!” Kongen sagde: “Det er en god Mand, han kommer med godt Bud!” 
Imidlertid var Ahima'az kommet nærmere og råbte til Kongen: “Hil dig!” Så kastede han sig ned på Jorden for Kongen og sagde: “Lovet være HERREN din Gud, som gav dem, der løftede Hånd mod min Herre Kongen, i din Hånd!” 
Kongen spurgte: “Er den unge Absalom uskadt?” Ahima'az svarede: “Jeg så, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte din Træl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var.” 
Kongen sagde da: “Træd til Side og stil dig der!” Og han trådte til Side og blev stående. 
I det samme kom Etiopieren; og Etiopieren sagde: “Der er Bud til min Herre Kongen: HERREN har i Dag skaffet dig Ret over for alle dine Modstandere!” 
Kongen spurgte Etiopieren: “Er den unge Absalom uskadt?” Og han svarede: “Det gå min Herre Kongens Fjender og alle dine Modstandere som den unge Mand!” 
Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen på Taget over Porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: “Min Søn Absalom, min Søn, min Søn Absalom! Var jeg blot død i dit Sted! Absalom, min Søn, min Søn!”