JOB.
17.
Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; 
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. 
Stil Sikkerhed* for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? { *Tegnet på, at man går i Borgen for en. } 
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; 
den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. 
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; 
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; 
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, 
men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. 
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand finder jeg ikke iblandt jer! 
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; 
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; 
vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, 
Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. 
Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? 
Mon de* vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?” { *dvs. Håb og Lykke. }