1 Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: “Ingen af os vil give en Benjaminit sin Datter til Ægte!” 2 Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt 3 og sagde: “Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet i Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?” 4 Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre. 5 Derpå sagde Israelitterne: “Hvem blandt alle Israels Stammer undlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?” Der var nemlig svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til HERREN i Mizpa, skulde dø. 6 Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin, og de sagde: “I Dag er en Stamme hugget af Israel! 7 Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil give dem nogen af vore Døtre fil Ægte?” 8 Så spurgte de: “Er der måske en af Israels Stammer, der undlod at drage op til HERREN i Mizpa?” Og se, der var ingen kommet til Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead. 9 Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra Jabesj i Gilead. 10 Da sendte Menigheden 12.000 Mand af de tapreste Folk derhen med den Befaling: “Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn. 11 Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder, der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!” 12 De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger, der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land. 13 Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for at underhandle med Benjaminitterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde dem Fred. 14 På det Tidspunkt vendte Benjaminitterne så tilbage, og de gav dem de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live. Men de var ikke nok til dem. 15 Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjort et Skår i Israels Stammer. 16 Og Menighedens Ældste sagde: “Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i Benjamin er udryddet?” 17 Og de sagde: “Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så at ikke en Stamme i Israel går til Grunde? 18 Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!” Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: “Forbandet være den, som giver Benjaminitterne en Hustru!” 19 Da sagde de: “Se, HERRENS Højtid fejres jo hvert År i Silo!” Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra Betel til Sikem, og sønden for Lebona. 20 Og de bød Benjaminitterne: “Gå hen og læg eder på Lur i Vingårdene! 21 Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til Benjamins Land! 22 Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så Fald vilde I have forbrudt eder!” 23 Det gjorde Benjaminitterne da, og de tog sig Hustruer af de dansende Kvinder, som de røvede, én til hver; derpå vendte de tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem. 24 Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod, 25 I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.