1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. 2 Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, 3 både høj og lav, både rig og fattig! 4 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; 5 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg. 6 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, 7 de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? 8 Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum 9 - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live 10 og aldrig få Graven at se; 11 nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, 12 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. 13 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. 14 Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela. 15 I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. 16 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela. 17 Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; 18 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. 19 Priser han end i Live sig selv: “De lover dig for din Lykke!” - 20 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. 21 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.