1 En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN taled og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; 2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans 3 - vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; 4 han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: 5 “Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!” 6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. - Sela. 7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! 8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; 9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; 10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; 11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. 12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! 13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? 14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. 15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig, 16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, 17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? 18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle holder du til, 19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. 20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; 21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. 22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. 23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.