1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**, da han flygtede ind i Hulen for Saul. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] / [**se til Sl. 16, 1.] } 2 Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. 3 Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; 4 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. 5 Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. 6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! 7 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela. 8 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, 9 vågn op, min Ære*! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. { [*dvs. Sjæl. Sl. 16, 9.] } 10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; 11 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 12 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!