58
1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**. { [*se til Sl. 57, 1.] / [**se til Sl. 16, 1.] } 2 Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskens Børn retfærdigt? 3 Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. 4 Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. 5 Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre 6 og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. 7 Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE; 8 lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. 9 Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. 10 Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede. 11 Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; 12 Og Folk skal sige: “Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!”