1 Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut*. En Miktam** af David til Indøvelse, { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] / [**se til Sl. 16, 1.] } 2 dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomitterne i Saltdalen, 12.000 mand. 3 Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vrededes - vend dig til os igen; 4 du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! 5 Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. 6 Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela. 7 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! 8 Gud talede i sin Helligdom: “Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal; 9 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg.” 11 Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom? 12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. 14 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!