1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham. { [*se til Sl. 57, 1.] / [**se til Sl. 16, 1.] } 2 Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; 3 fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! 4 Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. 5 Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! 6 Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej én af de troløse Niddinger! - Sela. 7 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! 8 Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: “Hvem skulde høre det?” 9 Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk, 10 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; 11 med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! 12 Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, 13 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; 14 udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela. 15 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, 16 vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes. 17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. 18 Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.