1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! 2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgnetunge, 3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; 4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; 5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had. 6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, 7 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; 8 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; 9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; 10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; 11 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; 12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; 13 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt; 14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, 15 altid være de* HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, { [*dvs. Synderne. Sl. 34, 17.] } 16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; 17 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern! 18 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; 19 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! 20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl. 21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! 22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; 23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; 24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; 25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de ser mig. 26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed, 27 så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det! 28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; 29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! 30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden; 31 thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.