1 En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere Støtter. 2 Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han* skal slå Altrene ned, lægge Støtterne øde. { [*muligvis Assyrerkongen.] } 3 De siger jo nu: “Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej; en Konge, hvad gavner han os?” 4 Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer. 5 For Bet-Avens* Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi den bortføres fra dem; { [*se til Hos. 4, 15.] } 6 som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud. 7 Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade. 8 Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn og Tidsel gro. De siger til Bjergene: “Skjul os!” til Højene: “Fald ned over os!” 9 Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man: “Krig skal ej nå os!” Men jeg kom over de Niddinger, revsede dem; 10 Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde*. { [*måske sigtes i V. 9-10 til Dom. 19-20.] } 11 En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda for Harven. 12 Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs Nyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del. 13 I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte, 14 skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens Dag. Moder skal knuses hos Børn. 15 Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels Konge ved Morgengry gøres til intet.