1 Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min Søn. 2 Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Ba'alerne, tænder for Billederne Offerild. 3 Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem. 4 Jeg drog dem med Menneskesnore*, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben**, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde. { [*dvs. blidt.] / [**på et træt Arbejdsdyr.] } 5 Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke. 6 Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger. 7 Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: “Op, op!” - står ingen op. 8 Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt. 9 Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke. 10 HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet, 11 bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse, lyder det fra HERREN.